Husk Peter Druckers berømte citat:
“Culture eats strategy for breakfast”
Mange ledere beskylder organisationskulturen for at være årsagen til at forandringer ikke lykkes. ”Vi har en syg kultur” eller ”vores kultur gjorde at ledelsens planlagte forandringer ikke lykkes” – men her må ledelsen gribe i egen barm. Jovist understøtter nogle kulturer forandringer bedre end andre, men forandringer kan lykkes i alle kulturer, det kræver blot en kulturtilpasset tilgang så ledelsen arbejder med kulturen og ikke imod den.
Kultur er ledelsens ansvar, men i mange tilfælde spiller kulturen med som blind makker fordi ledelsen ikke ved hvordan kulturen ser ud og derfor ikke ved hvordan den kan forandres. Derfor gribes til forandringsmodeller og værktøjer mere eller mindre i blinde, med håb om det passer (du ser søm over alt, hvis du kun har en hammer). Med denne tilgang risikerer man bare at banke sømmet endnu mere skævt.
Hvad er er kultur?
Menneskerne i organisationen er dem, der danner virksomhedens kultur (organisations-kultur), som er et spejl af hvordan man tænker, føler og gør i virksomheden. Nogen siger også, at kulturen afspejler den (værste) adfærd som ledelsen accepterer. Derfor findes der også inden for virksomheden forskellige kulturer for forskellige enheder, geografiske lokationer og ledelseslag, hvilket bl.a. understreger manglerne ved en ”one size fits all” tilgang til forandringer.
For de fleste er kultur et abstrakt begreb, der kan være udfordrende at arbejde effektivt og målrettet med, men det er nødvendigt at kende kulturen allerede i planlægningen af forandringer, fordi kulturen er så afgørende for hvilke tiltag der vil virke og hvilke der vil fejle – husk Peter Druckers berømte citat “culture eats strategy for breakfast”. Derfor kan man ikke behandler alle enheder ens og må acceptere at nogle kulturtyper er tungere og langsommere at forandre – til gengæld er de så typisk bedre til at holde fast i forandringerne, så de bliver en rutine, der giver gevinster år efter år.
Organizational Culture Assessment Instrument
Heldigvis findes der en gennemprøvet metode til at give ledelsen et hurtigt og præcist overblik over organisationskulturen. OCAI, som er den mest anerkendte og udbredte metode til måling af organisationskulturen, giver ledelsen en hurtig og præcis “temperaturmåling” af organisationskulturen. Målingen giver grundlag for at vælge kulturtilpassede implementeringstiltag, så der kan arbejdes med og ikke imod kulturen på vejen mod succesfulde forandringer.