Implementering – ikke svært men kræver vilje

Der er nogenlunde enighed om at implementeringen af strategier, processer, værktøjer og forandringer meget ofte mislykkes med manglende gevinstrealisering og en lang række andre ulykker til følge.

Hvorfor forholder det sig sådan? – det har jeg et bud på.

Det er sådan set nemt nok at lykkes. Følges nedenstående 5 trin er den hjemme (Fem trin for effektiv implementering (frit efter Roger, Zmud m.fl.)) :

Jeg vil her ikke diskutere, hvorfor man ikke bare følger ovenstående metode hver gang, men via et eksempel illustrere, hvor meget arbejder der ligger til højre for ”Match” i figuren (som også er årsagen til at ”højresiden” ofte vælges fra, nedprioriteres eller overses).

Jeg bor i en lille forstad til Aarhus, som ikke er større end man kan cykle rundt til skole, sport, indkøb og sociale aktiviteter. Men hvorfor er der så altid så mange biler på de forskellige parkeringspladser, når nu politikere, miljøbevægelser, sundhedseksperter og vi hver især (inderst inde) er enige om, at det er bedre at cykle end at køre i bil. Er der ikke mange forbedringer, der er blevet vedtaget efter samme rationelle argumenter?

Lad os kigge på Match, Accept, Ibrugtagning og Forankring fra figuren. Infusion gemmer vi til en anden gang.

Match.

Er der på overordnet niveau et match mellem den nuværende situation (vi kører i bil) og den ønskede situation (vi kører på cykel)? I dette eksempel er der, fordi vi overordnet set kan det samme med cyklen som med bilen i dagligdagen. Det er klart, at der er særlige situationer, hvor vi foretrækker bilen fordi vi skal på genbrugspladsen m.m., men det ødelægger ikke opfattelsen af et overordnet match.

Accept.

Nu bliver det lidt sværere. Har alle indbyggere nu også accepteret, at dette skifte gælder dem? Skal vi altid cykle? Hvad er undtagelserne m.m. At give ”farven en anden lyd” er vigtigt for at alle acceptere skiftet, og det kan godt være (ja, det er nærmest helt sikkert) at der skal ændres i det oprindelige scope, så alle kan være med. Et gammelt ordsprog siger ”en so syntes bedst om sine egne grise” og sådan er det også med forandringer vi syntes bedst om dem vi føler er noget vi selv har skabt.

Ibrugtagning.

Inden vi kan komme i gang med implementeringen, skal vi tjekke for coverage (har alle en cykel og har de forstået, hvad de skal?) og proficiency (kan alle finde ud af at cykle – også på bakker – eller er der nogen, der skal trænes og instrueres). Når vi så er i gang, skal vi løbende sikre os, at det går som det skal, at der ikke sker for mange ulykker, at man kan finde hjælp, når der er brug for det samt, at cyklen kan blive repareret, når der er behov osv.

Forankring.

Sidste men ikke mindst skal vi sikre, at alle fortsætter med den nye cykelvane (at den er kommet ind på rygraden) også når det regner eller sner og den første nysgerrige interesse er forsvundet igen. Vanen er forankret, når nye beboere helt af sig selv vælger cyklen fordi, det gør alle da. Nu kan vi høste de gevinster, som omlægningen fra bil til cykel giver.

Dette var et tænkt og forsimplet eksempel, men det illustrerer, hvor meget arbejde der er i at nå fra plan til virkelighed – en indsats der desværre ikke altid er budgetteret med enten pga. manglende finansiering eller utålmodighed i ledelsen for ikke at nævne bestyrelsen.

Tænk hvor mange store forandringer, der skal gennemføres og hvor mange mennesker, der skal med på det, i din virksomhed. Læs mere om hvorfor forandring er svær her.

Konklusionen må være, at årsagen til den ringe implementering typisk ikke skyldes manglende evne, men manglende vilje til at gøre det som er nødvendigt.

Har I viljen hos jer?